Kategorier
Information

Skovning i Jægersborg Hegn i foråret 2020

Skov- og Naturstyrelsen har sendt us denne meddelelse om planerne for skovning her til foråret:

Naturstyrelsen Hovedstaden har planlagt skovningsarbejder i den vestlige kant af Jægersborg hegn, og vil i den anledning gerne informere naboerne om arbejdet, der efter planen påbegyndes i uge 5 og forløber gennem de følgende 4-5 uger.

Området er udpeget til urørt skov på længere sigt, og skovningsopgaven tjener det formål at passe på de gamle ”flådeege” der i 1830erne blev plantet for at give tømmer til flådeskibene. De er nu snart 200 år gamle og formålet er nu ikke mere aktuelt. I mellemtiden er egene blevet meget værdifulde for biodiversiteten og mangfoldigheden i skovene og dermed bevaringsværdige.

Egene er efterhånden ved at blive truet af opvoksende bøge og ahorn, og ved skovningen vil der blive passet godt på de i naturmæssig forstand værdifulde træer. Og der vil blive skabt åbne huller hvor solens lys kan komme til jorden for at gavne variationen og naturværdien.

En del af det træ der fældes vil blive solgt, og en del vil blive tilbage på skovbunden for at tilgodese de svampe og insekter der er knyttet til livet i dødt træ.

I perioden vil det hele se kaotisk og rodet ud, og det vil vi bede naboerne om at have overbærenhed med. Også veje og stier vil sikkert blive rodet op. Men vi skal nok rydde pænt op igen, og vi er sikre på at vi også får lavet et flot skovbillede omkring de gamle ege når vi er færdige.

Så derfor: hav tålmodighed med vores skovning, vi skal nok lave en flot skov når der er gået lidt tid.

Tømmer til afhentning

Af Finn Kræmer